SMS-Hjertestop

Når en borger får hjertestop begynder en kamp mod uret, og det er vigtigt, at få opstartet hjerte-lunge-redning hurtigst muligt. En SMS-hjertestopordning er en frivillig førstehjælpsordning, der har til formål at øge overlevelseschancerne for borgere, der får hjertestop. 

Hvad er SMS-hjertestopordning?

En SMS-hjertestopordning er en frivillig førstehjælpsordning, hvor de frivillige rykker ud, når en borger i deres lokalområde får hjertestop. Når AMK-vagtcentralen (Akut Medicinsk Koordineret Vagtcentral) modtager et 112 opkald, der vækker mistanke om hjertestop sendes der straks en sms afsted til de frivillige, der er medlem af ordningen i det distrikt, hvor borgeren med hjertestop befinder sig. Det vil ofte være muligt for frivillige i nærområdet at nå hurtigt frem og påbegynde genoplivning, inden de præhospitale enheder ankommer til stedet.

 

Et korps af frivillige 

I områderne med en SMS-hjertestopordning er der oprettet et korps af frivillige, som vil modtage en sms, hvis AMK-vagtcentralen modtager et 1-1-2 opkald omhandlende hjertestop i netop deres område. Den enkelte frivillige, der modtager sms’en må selv vurdere, om han eller hun har mulighed for at rykke ud og påbegynde hjerte-lunge-redning.

Hver enkelt SMS-hjertestopordning består af omkring 15-25 frivillige inklusiv en kontaktperson, der har til opgave at administrere ordningen. Kontaktpersonen har til opgave at vedligeholde navne og telefonnumre på de, der er tilmeldt ordningen via en web-adgang, som Region Nordjylland stiller til rådighed.

 

Krav til de frivillige i ordningen

De, der tilmelder sig til ordningen, forventes at have et basalt kendskab til genoplivning, og lyst til at yde en indsats, hvis en medborger i deres område får hjertestop, og dermed være med til at øge chancerne for overlevelse. De tilmeldte skal kunne fremvise en ren straffeattest.

Deltagerne er ikke omfattet af særlige tilbud om uddannelse eller kurser fra Region Nordjylland, og de arbejder ikke på lægelig delegation. Der er ikke nogle former for forsikringer eller andre særlige forhold relateret til deltagelse i ordningen, og det er derfor deltagernes eget ansvar at have en eventuel ulykkes- og ansvarsforsikring.