Samarbejde mellem politi og præhospital er til stor fordel for borgere og akutberedskabet

Borgeren her er ikke alene om at ringe 1-1-2 ofte. I Nordjylland har vi knap 190 såkaldte hyppige indringere, der ringer mere end 5 gange på et halvt år. De står for knap 8% af alle opkald og 6% af alle 1-1-2 opgaver, der her både omfatter sundhedsberedskab, politi og brand.

Hvad gør vi ved det?

Vi har startet et pilotprojekt mellem Den Præhospitale Virksomhed og Nordjyllands Politiet, hvor vi har kontaktet de borgere, der ringer allermest.

Det er sygeplejerske Kristina fra Den Præhospitale Virksomhed og Rasmus fra Nordjyllands Politi, der udgør det opsøgende team.  De fortæller her om indsatsen.

- Vi kører ud og besøger borgerne, lytter til dem, skaber tillid og hjælper dem. Vi kommer i neutrale biler og neutralt tøj, og er i det hele taget meget rolige og afdæmpede, siger Kristina.

- De her borgere vil ofte bare gerne lyttes til. De har måske ikke nogen omgangskreds, kan ikke finde ud af eller føler sig afvist af systemet, og når de bliver bange eller får det ubehageligt, så ved de, at de kan ringe 1-1-2 eller 1-1-4, for her bliver telefonen altid taget, siger Kristina.

- Det er ikke en traditionel politiopgave, men en langsigtet investering i at opbygge tillidsfulde relationer til borgere, der befinder sig et svært sted i livet og ofte mangler overskud til at hjælpe sig selv. Vores rolle er at bygge bro til de relevante fagpersoner, så borgerne får støtte ud over den akutte uro, siger Rasmus.

- Vi har nu kørt ud i 3 måneder, det er ikke lang tid, men vi kan allerede se nogle virkelig flotte resultater. En af de borgere, vi besøger, er en fyr, der har været ude i kriminalitet og misbrug. Han har ikke tillid til nogen og vil ikke undersøges. Efter at Rasmus og jeg har været hos ham nogle gange, er han stoppet med at drikke, kommet ud af det kriminelle miljø, startet til fitness, startet på livsvigtig medicin og er ved at finde et bedre sted at bo – og han har mindsket opkald til 1-1-2 drastisk, fortæller Kristina.

- Noget af det, vi gør, – udover at lytte – er at kontakte egen læge, forklare situationen og hjælpe i gang med et forløb her. Eller vi kontakter kommunen med henblik på bostøtte eller hjemmehjælp. På den måde hjælper vi borgeren videre i det system, der er fuldstændigt uoverskueligt for dem, og hvor de føler, at de hver gang løber panden mod muren, siger Kristina

- Vi oplever tydeligt, at vores opsøgende indsats skaber ro – både hos borgerne og i vagtcentralen. Når mennesker føler sig trygge, kontakter de os kun, når der reelt er behov for hjælp. For mig handler det grundlæggende om at være et medmenneske, fortæller Rasmus.

- Vi skal være the good guys. Vi tager små skridt og presser dem ikke. Men naturligvis er vi opmærksomme på sikkerheden ved den gruppe af borgere, vi besøger. Vi har heldigvis ikke oplevet noget farligt, men vi har SINE-radio med, og Rasmus er med sin baggrund i politiet uddannet til at håndtere udadreagerende personer, siger Kristina.

- Som myndighed møder vi ofte borgere i deres mest sårbare øjeblikke. Her handler vores opgave ikke kun om kontrol, men om at udvise forståelse og skabe et trygt og nærværende rum, hvor borgerne får mod på at tage imod hjælp. Vores myndighedsrolle står stærkest, når den bruges til at løfte mennesker – ikke kun til at reagere på uro, siger Rasmus.

- Samarbejdet med politiet giver fantastisk god mening. Jeg kommer med min sundhedsfaglige viden og brede kliniske erfaring. Rasmus er forebyggelsesbetjent, har gode kontakter i kommunen og vant til at omgås målgruppen. Mit højeste ønske er, at vi kan udbygge og permanentgøre projektet. En ting er de borgere, vi hjælper ud af den triste situation, de er endt i, noget andet er, at vi tager en stort tryk fra det akutte beredskab og kan bruge de ressourcer, hvor der virkelig er behov for netop den akutte indsats, afslutter Kristina.

Data taler for sig selv

Indsatsen har ført til en reduktion på mellem 97 og 99% af opkaldene for tre af de borgere, der op til indsatsen oftest har ringet 1-1-2.

Pilotprojektet er en del af en indsats i Den Præhospitale Virksomhed for at nedbringe antallet af hyppige indringere.

Det, der kendetegner hyppige indringere, er borgere, der ikke oplever, de har andre steder at henvende sig, når livet bliver svært. De har ofte psykiske eller sociale problemstillinger eller kroniske lidelser. Der er oftest ikke tale om akut livstruende situationer og derfor oftest ikke relevante opkald til 1-1-2. For at benytte de akutte beredskaber bedst muligt er det relevante at se på, hvordan man kan mindske gruppen af hyppige indringere.