Præhospitalt beredskab
Præhospital beredskabsplanlægning handler om, hvordan den præhospitale organisation forebygger, håndterer og koordinerer indsatsen ved større og ekstraordinære hændelser, hvor behovet for behandling, transport og koordinering overstiger det daglige beredskabs kapacitet.
Udvidelse af beredskabet kan omfatte hele den præhospitale organisation – fra medarbejdere i AMK-vagtcentralen, Ambulancetjenesten og Præhospitale Specialer til virksomhedsledelsen. Ved større hændelser kan Den Regionale Krisestab aktiveres for at sikre en koordineret tværregional indsats, hvor i virksomhedsledelsen deltager.
Et beredskab på tværs
Når indsatser overstiger det daglige beredskabs kapacitet, kræver det et tæt samarbejde på flere niveauer – både internt i Den Præhospitale Virksomhed (DPV) og på tværs af regionen, herunder med hospitalerne og Psykiatrien. Derudover er et tæt samarbejde med øvrige myndigheder, herunder Politiet og Nordjyllands Beredskab, afgørende for at sikre en koordineret og sammenhængende indsats ved større og ekstraordinære hændelser.
DPV samarbejder desuden med Region Nordjyllands Beredskabsenhed om de strategiske retningslinjer og beredskabsmæssige rammer, der udspringer af nationale krav for området.
Øvelser
For at være bedst muligt forberedt på større og uvarslede hændelser deltager Den Præhospitale Virksomhed fire gange årligt i fuldskalaøvelser sammen med øvrige relevante myndigheder og samarbejdspartnere.
Øvelserne planlægges i en tværgående øvelsesgruppe og gennemføres som realistiske fuldskalaøvelser med mange deltagende figuranter. Det giver mulighed for at afprøve både procedurer, samarbejdsrelationer, kommunikation mv. i en krævende indsats, der minder om en reel hændelse. Når det er relevant, deltager Psykiatrien og kommunerne også i øvelserne, så det psykosociale beredskab kan afprøves og styrkes i samarbejde med det præhospitale.
Gennem planlægning, samarbejde og øvelser arbejdes der i DPV målrettet på at sikre, at det præhospitale beredskab er beredt til at håndtere ekstraordinære hændelser.

Kontakt
Opdateret